Racebeskrivelse for schæferhund.
Anvendelse: Alsidig brugs-, hyrde- og tjenestehund.
Schæferhunden er som familiehund en af verdens populæreste, og ikke uden grund. Den
er både børnevenlig, rar og omgængelig - og den værner om sin familie.
Hunden tilpasser sig hurtig familiens dagligdag, den er intelligent, lærevillig og let at
pleje - kort sagt den ideelle familiehund!
Som brugshund er og vil Schæferhunden altid være en vigtig medarbejder ved politiet,
militæret, vagtværn og som redningshund og førerhund.
Schæferhunden er ikke kun en udstillingshund, men også brugshund. Derfor er det
vigtigt at holde fast i en smuk hund med et sundt helbred og et godt væsen. Dette søger
vi i klubben at fastholde og til stadighed forbedre.
Således kan der kun stambogsføres hvalpe efter avlsgodkendte forældre.
Historie: Den planmæssige avl med schæferhunde tager sin begyndelse i slutningen af
1800-tallet. Omkring århundredeskiftet opstod forskellige foreninger med det formål at
opbygge og renavle schæferhunderacen. Begyndelsen var præget af en del uoverensstemmelser. Nogle grupper ville først og fremmest avle på brugsegenskaber, andre på
eksteriør.
Først i 1899 lykkedes det at skabe en stabil forening under ledelse af Arthur Meyer og
med ritmester v. Stephanitz som ordfører. Sidstnævnte blev senere foreningens præsident og han har en meget stor del af æren for udformningen af den politik, der resulterede i vor tids schæferhund.
Det var v. Stephanitz ' grundlæggende holdning, at der skulle lægges vægt på både udseende og indre egenskaber, et synspunkt han altid holdt fast ved og forfægtede med stor
styrke.
Grundstammen i schæferhunden blev opbygget af hyrdehunde fra Würtemberg; det var
ret store langhårede hunde med hængeører og korrekt båret hale, fra Thüringen noget
mindre, korthårede hunde med ståører og fra Schwaben kom hunde med gode hyrdehundeegenskaber. Derudover også en del mere eller mindre betydende lokal varianter.
Helhedsindtryk: Schæferhunden er middelstor, let langstrakt, kraftig og godt muskuløs.
Knoglebygningen er tør, og sener og bånd er faste.
Vigtige målforhold: Skulderhøjden er for hanner 60-65 cm, for tæver 55-60 cm.
Kropslængden er fra 10 til 17% større end skulderhøjden.
Væsen: Schæferhunden skal i sit væsen være harmonisk, nervefast, selvsikker, absolut
frimodig og (når den ikke er bragt i affekt) fuldstændig fredelig, og samtidig være
opmærksom og let at føre. Den skal besidde mod, kampdrift og hårdhed for at være
egnet som ledsagehund, vagt-, forsvars- og tjenestehund samt som
hyrdehund/vogterhund
Hoved: Hovedet er kileformet og som helhed virker det tørt og er moderat bredt mellem
ørerne., Over og underkæbe er kraftigt udviklede. Næseryggen er lige og ønskes hverken
sadelformet eller hvælvet. Læberne er stramme, godt sluttende og af mørk farve.
Næse: Skal være sort.
Bid: Skal være kraftigt, sundt og fuldstændigt (42 tænder). Schæferhunden har
saksebid. Kæbeknoglerne skal være kraftigt udviklede for at give tænderne dybt fæste i kæbebenet.
Øjne: Middelstore, mandelformede mørke øjne. Lyse, stikkende øjne ønskes ikke, da de
skæmmer hundens udtryk.
Ører: Schæferhunden har middelstore stående ører, der bæres rejste og
ensartede. Det er ikke
en fejl, når ørerne under bevægelse eller i hvilestilling bæres tilbagelagt.
Hals: Halsen skal være kraftig, godt muskuløs og uden løs halshud
Krop: Overlinien forløber uden synlig afbrydelse fra halsens ansætning over den veludviklede manke og den i forhold til vandret ganske let faldende ryg, til det let faldende
kryds. Ryggen er fast, kraftig og velforsynet med muskler. Lænden er bred, kraftigt
udviklet og godt muskuløs. Krydset skal være langt og let faldende
(ca 23 grader mod
vandret), og går uden afbrydelse af overlinien over i hale-ansatsen .
Brystet: Skal være moderat bredt, underbrystet så langt og markeret som muligt. Brystdybden skal udgøre fra 45 til 48% af skulder- højden. Ribbenene skal være moderat
hvælvede.
Halen: Når mindst til haseleddet, dog ikke længere end til midt på mellemfoden. Den
har en noget længere behåring på undersiden og bæres i en blødt nedhængende bue.
Når hunden er opildnet og under bevægelse, bæres halen højere. Operative, korrigerende indgreb er forbudt.
Forpart: Forbenene er set fra alle sider lige, og set forfra absolut parallelle. Skulderblad
og overarm er lige lange og er ved kraftig muskulatur fast lejret mod kroppen. Vinklen
mellem skulderblad og overarm er ideelt 90 grader, oftest dog op til 110 grader.
Albuerne må hverken i stand eller under bevægelse drejes udefter, og lige så lidt må de
være indtrukne. Underarmene er set fra alle sider lige og stillet absolut parallelt med
hinanden, tørre og med fast muskulatur. Mellemhånden har en længde på ca 1/3 af
underarmen og danner med den en vinkel på ca 22 grader. Såvel for skråtstillet mellemhånd (over 22 grader) som for stejl (under 20 grader) forringer brugsegnetheden, især
udholdenheden.
Poterne: Er rundagtige, godt sluttede og hvælvede, med hårde, men ikke sprukne trædepuder. Kløerne er kraftige og mørkfarvede.
Bagpart: Bagbenene er stillet let bagud, og set bagfra parallelle. Over- og underlår er
omtrent af samme længde og danner en vinkel på ca. 120 grader. Køllerne er kraftige og
godt muskuløse
Haseleddet: Er kraftigt udviklet og fast, og mellemfoden stillet lodret under haseleddet.
Bevægelse: Schæferhunden er en traver. Lemmerne skal være afstemt sådan efter hinanden i længde og vinkling, at hunden uden væsentlig ændring af ryglinien kan føre
bagbenet frem til kroppen og foretage et nøje tilsvarende fremgreb med forbenet. Enhver tendens til overvinkling af bagparten forringer fasthed og udholdenhed og dermed
brugsdygtigheden. Ved korrekte bygningsforhold og vinkling opnås en jordvindende
gangart, der forløber lavt hen over jorden og giver indtryk af en let og ubesvaret bevægelse fremad. Da hovedet holdes fremstrakt, og halen er let løftet, dannes i regelmæssigt
og roligt trav en blødt svungen og ubrudt ryglinie fra ørespidserne hen over nakke og
ryg til halespids.
Hud: Huden er (løst) tilliggende, uden dog at danne folder.
Pelsen:
Hårlag: Schæferhundens korrekte hårlag er stockhår med
underuld. Dækpelsen skal
være så tæt som muligt, lige, grov og fast tillæggende. På hovedet, herunder indvendigt
i ørerne, på forsiden af benene, på poter og tæer er pelsen kort, på halsen noget længere
og kraftigere. På bagsiden af benene er pelsen længere ned til håndrod hhv.
haseled, og
på lårenes bagside danner den moderate bukser.
Farve: Sort med rødbrune, brune, gule til lyst grå aftegninger. Ensfarvede sort eller grå,
hos grå hunde mørkere schatteringer. Sort saddel og maske. Ubetydelige, hvide aftegninger på brystet såvel som meget lyse indersider af benene er tilladte, men uønskede.
Næsen skal hos alle farvevarianter være sort. Underulden har en let gråtone.
Testikler: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
| 
