Tanker om det at være træner

Konkurrenceåret 2010 har været utrolig lærerigt for mig. Jeg har haft nogle succeser men ikke mindst nogle fiaskoer, som jeg har måttet arbejde rigtig meget med.
Jeg skriver bevidst JEG, for resultaterne af Xarkos og min træning bygger på nogle betragtninger og beslutninger som JEG tager og som JEG prøver på at videregive til min hund.
Jeg lærte for mange år siden, da jeg begyndte at træne hund, at hunden gør det, som hunden har lært, den skal gøre. Jeg lærte, at når min hund gjorde en fejl, skulle jeg ikke tænke "Min hund kan ikke finde ud af det" jeg skulle tænke "Jeg har ikke lært min hund det, så den kan forstå, hvad jeg vil have den til at gøre"

Da jeg startede konkurrencesæsonen 2010, havde jeg er helt klar opfattelse af, hvad jeg ville opnå i løbet af året, og en klar fornemmelse af at min hund var rustet til at tage kampen op med B-klassen. Jeg vidste, at jeg ikke havde gået ret mange spor med ham, da landet jo lå begravet i sne igennem hele vinteren, men mente der bare var tale om, at vi skulle gå nogle få spor, før han var en super sporhund.
BIG MISTAKE..... Jeg havde glemt at tage min hund med i min planlægning, og jeg havde ikke mindst glemt at træning bygger på glæde og samarbejde, når man arbejder med hunde. Jeg havde et billede af en sporhund, der trasker sikkert ud af et spor, tager ethvert knæk sikkert uden at tøve, og som samler genstandene op hurtigt og sikkert og aflevere dem med glæde til mig. Det billede, som jeg havde inde i mit hoved, svarede ikke just til den virkelighed, som jeg arbejdede med ude på diverse spormarker. Xarko kunne godt følge et spor, men han blev usikker, når han ikke lige kunne finde sporet, og hans evne til at tage et knæk kunne ligge på et meget lille sted. Han var god til at tage genstandene, men han udstrålede ikke glæde og iver, når han gjorde det. Med andre ord, svarede mit hundearbejde overhovedet ikke til mine drømme om den perfekte sporhund.

Jeg tror nok, at jeg forsøgte at skjule min skuffelse, men man kan ikke narre en hund, så han vidste godt, at mor ikke var glad og tilfreds med hans arbejde. Jo mere vi trænede desto værre blev det. Jeg havde formået at dræne enhver lyst min hund end måtte have haft til at gå spor, og der stod jeg med en schæferhund der lagde sig ned på sporet og kikkede hjælpeløst på mig. Det var tydeligt at han ville gøre alt for at stille mig tilfreds, men ligegyldigt hvad han prøvede, var jeg ikke helt glad og tilfreds, jeg havde jo stadig et billede inde i mit hoved, af det jeg gerne ville se.

Min lyst til at gå spor svandt lige som hans, for jeg følte ikke, at jeg kom nogle vegne. Når vi var til konkurrence fik vi 0,1 eller 0,2 point på sporet, og man skal ikke være matematisk geni for at regne ud, at det får en stor negativ indflydelse på det samlede resultat. Det bevirkede også, at mine konkurrencenerver kom totalt ud af kontrol, så min hjerne stod helt af, når jeg gik ind til et dommerhold. Er der noget at sige til at Xarko ikke ligefrem lavede superresultater???

Min fantastiske søster, der efter min bedste overbevisning er en af landets bedste hundeførere og trænere, forsøgte ihærdigt på at hjælpe mig og ikke mindst Xarko ud af krisen, men det var først da jeg selv erkendte, at jeg ikke skulle have min 2. oprykning i år, og jeg satte mig ned og tænkte over, hvad det var der var sket i løbet af året, og sammen med Helle fik det hele talt rigtig godt igennem, at jeg erkendte min store træningsfejl.

Jeg havde glemt glæden.... og jeg havde glemt at se på min hund og tilrettelægge træningen efter ham. Mine ambitioner på min hunds vegne var alt for store, og jeg var gået alt for hurtigt frem i min træning af sporet. Da jeg affandt mig med tanken om, at vi ikke skulle rykke op i A-klassen, og jeg begyndte at slappe af, faldt der ro på vores træning, og med Helles hjælp startede vi forfra, og jeg var oprigtigt glad for de fremskridt som Xarko gjorde. Min glæde smittede af på Xarko, og han begyndte af vise glæde ved sporarbejdet igen.

Ved den sidste konkurrence i år slappede jeg af, for jeg var ikke interesseret i at få oprykningspoint, og jeg vidste at Xarko havde gået rigtig fint på de seneste træningsspor.
Resultatet udeblev heller ikke. Xarko begyndte at rode som han plejer efter ca. 10 skridt, men jeg bevarede roen og satte ham stille og roligt på sporet igen, og så skal jeg lige love for at han gik spor. Resten af sporet var ikke mindre end perfekt. Han fandt og samlede genstandene op, selv den lille flaske bitter, som var lagt på sporet "for sjov" som han dog tabte, men hurtigt samlede op igen og afleverede til mig. Begge knæk var helt perfekte uden den mindste tøven. Karakteren for sporet var 9 og 10 for genstandene. JUBIIIIIII.

Jeg skylder Helle en meget stor tak for støtte, hjælp og adskillige skideballer ;-) Jeg ved at hendes motto er, at så længe der er håb om fremskridt skælder hun ud, så hun må jo stadig tro på, at der er håb for Xarko og mig.

Moralen for denne artikel er, at al træning af hund foregår mellem ørene på den 2 benede - altså træneren, og man kan ikke træne hund, hvis man glemmer glæden, for uden trænerens glæde forsvinder hundens glæde også.

ENTUSIASME ER SMITSOMT....HELDIGVIS

Skrevet 4/11-2010 af Anne Marie Pedersen

Send e-mail til ab@vovseinfo.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted.
Copyright AB-Design © 2000
Senest opdateret: 21. februar 2012